Hallberg: Vi var ikke klar fra starten

Der skal efterrationaliseres ovenpå kampen i går, hvor favoritterne fra BSV fik en 30-26 øretæve af et af bundholdene i Boxer Herreligaen: Nordsjælland Håndbold.

Det var op ad bakke for BSV det meste af kampen, for de sortblusede kom bagud med hele 1-8 i kampens indledning - og den nedtur, kom BSV-spillerne sig aldrig over.

BSV-playmaker Anders Hallberg sagde til klubbens hjemmeside efter kampen, at alle kampe på udebane i Danmark er svære.

- De kommer med stor energi, og der er knald på. Man må ikke lade hjemmeholdet komme så stort foran, som vi lader Nordsjælland komme i kampens indledning. Vi skal være klar fra starten, og det var vi ikke.

Kampen bar også præg af, at den stærkt spillende U21-landsholdskeeper Kristian Pedersen i Nordsjællands mål gjorde livet surt for flere af BSV-skytterne.

Der går næste fjorten dage før BSV kan få vasket pletten af sig, for næste opgør i Boxer Herreligaen er først den 1. november, når GOG gæster Jysk Arena.