Indbrud begået i løbet af to timer

Politiet modtog i går anmeldelse om to indbrud, et i en privat bolig i Sejs-Svejbæk og et på Teknisk Skole.

I løbet af et tidsrum på kun to timer var der i går indbrud i en bolig på Langdalsvænget i Sejs-Svejbæk. Her kom tyven ind mellem klokken 19.30 og 21.30 ved at bryde et vindue op med koben.

Fra boligen blev der stjålet et mindre kontantbeløb, diverse smykker, et Christina Watches dameur og tre herreure af mærkerne Volvo og Seiko.

Mellem fredag eftermiddag og mandag morgen var der indbrud i Teknisk Skoles lokaler på Kejlstrupvej. Her blev der stjålet tre computere, et digitalkamera og to GoPro action-kameraer.

I samme tidsrum fra fredag eftermiddag til mandag morgen var der også forsøg på indbrud hos tandtekniker Jesper Grønne på Kejlstrupvej. Her blev der sparket mod et gitter i et kældervindue, men det lykkedes ikke tyven at komme ind.

Har du set noget fra de tre episoder, kan du kontakte politiet på telefon 114.