Søs Egelind fortæller om kræft og livet

Søs Egelind har overlevet kræft to gange. Om lidt er hun måske vinder af Vild med dans på TV2. På mandag holder hun foredrag i Medborgerhuset. Overskuddet fra aftenen går ubeskåret til at hjælpe andre kvinder.

Først og fremmest er Silkeborg-pigen kendt for at tale åbenhjertigt, ikke kun om sygdom, men om mod, overlevelse, glæde og kærligheden til livet.

Søs Egelind er aktuel i Vild med dans og har midt i dansetræningen overtalt sin dansepartner Mads Vad til, at hun må komme et smut til Silkeborg.

Arrangementet udbydes af Zonta Silkeborg og overskuddet anvendes ubeskåret til Zontas arbejde for at hjælpe kvinder nationalt som internationalt med udvikling, uddannelse, rettigheder og for at hjælpe voldsramte kvinder.

Zonta er en verdensomspændende, upolitisk organisation for kvinder i lederstillinger eller med egen virksomhed. Medlemmerne arbejder for at sikre kvinders vilkår.

Et af de projekter, der vil modtage støtte med penge fra Søs Egelinds foredrag er GirlTalk.dk.

Girltalk.dk er en dansk hjælpeorganisation, hvor 75 frivillige unge kvinder hjælper piger mellem 12 og 24 år, der har det svært med livet. Sidste år havde GirlTalk.dk næsten 7.000 samtaler med unge piger, der for eksempel tumlede med selvmordstanker, var ensomme eller havde voldelige kærester.

Søs Egelinds fordrage hedder "Kræft, trit og retning" og begynder klokken 19 på mandag den 26. oktober. Billetter kan købes på Zontabilletten.dk.