Stor forskel på byggeinvestering

Der er stor forskel på, hvor lidt eller hvor meget kommunerne i Danmark bruger på at lappe huller i vejene, bygge nye børnehaver eller renovere skoler og plejehjem.

En ny analyse fra Dansk Byggeri gennemgår de kommunale regnskaber for de sidste tre år, og her kan man se, at Silkeborg ligger i den lavere ende af midterfeldt med en gennemsnitlig årlig investering per indbygger på 2.221 kroner.

Til sammenligning bruger man 4.205 kroner per indbygger i Aarhus – mens man i Ikast-Brande Kommune kun bruger 1.910 kroner.

Analysechef i Dansk Byggeri, Adnreas Fernstrøm siger, at man kan ikke nødvendigvis kan sige, at de kommuner, der bruger færrest penge, også har flest huller i vejene og de mest triste bygninger.

- Men fordi vi ser på investeringerne over en periode på tre år, vil man mange steder kunne se en sammenhæng, siger han og fortsætter:

- Når kommunerne fattes penge, så bliver der mange gange sparet på det, som ikke kan ses lige nu og her, nemlig vedligeholdelse.

Men det at have veje uden huller, skoler og plejehjem i god stand eller attraktive kulturhuse og idrætsforeninger er alt sammen med til at gøre kommunen til et sted, hvor folk flytter til i stedet for modsat. Så selvom det kan være fristende at spare der først, så er det ikke altid det mest hensigtsmæssige på den lange bane, siger Andreas Fernstrøm.