Politiuniform Foto: www.politi.dk

Falsk hjemmehjælper på spil i Demstrup

Politiet advarer om, at der måske er en falsk hjemmehjælper på spil i Demstrup.

En 91-årig kvinde med adresse på Demstrupvej, fik i går aftes besøg af en kvinde, der udgav sig for at være hjemmehjælper.

Kort efter klokken 19.00 ringede kvinden på, og bad om at få lov at se den ældre kvindes piller igennem.

Hun kom ind og pakkede alle pillerne ud, og spurgte samtidig om beboeren kunne veksle 500 kroner.

Det kunne hun ikke, og den falske hjemmehjælper forlod hjemmet igen. Om hun fik piller eller andet med sig er endnu uvist.

Ifølge Silkeborg Politi er der umiddelbart ikke noget signalement af den falske hjemmehjælper, bortset fra at hun er udenlandsk og talte dårligt dansk.

Tricktyve stjal i Viborg

Måske er der tale om samme tyve, som Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse advarer om.

Omkring klokken 18.00 i aftes henvendte en kvinde sig hos et ældre ægtepar på H.C. Andersensvej i Viborg. Hun udgav sig for at være sygeplejeske.

Kvinden fik det ældre ægtepar lokket ind i deres stue og lukket stuedøren. til.  Under samtalen med "sygeplejersken" blev ægteparret mistænksomme og kvinde forlod hurtigt lejligheden.

Efterfølgende kunne ægteparret konstatere, at der har været en medgerningsmand, der har stjålet en del smykker fra en kommode i soveværelset.

"Sygeplejersken" beskrives som: Kvinde midt i trediverne, sydlandsk af udseende, mellemlangt sort hår iført knælang bordeaux farvet frakke og hvide benklæder. Hun medbragte en plasticpose fra et supermarked.

Ved du noget, så ring 114.