Politibil Foto: www.politi.dk

Tricktyv drak kaffe med 82-årig kvinde

Fredag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse fra en 82-årig kvinde, der havde haft besøg af to tricktyve. Den anden anmeldelse af sin slags på to dage.

Da det bankede på hos den 82-årige i Lyngbygade fredag, stod der en kvinde udenfor, som sagde, at hun kom fra hjemmeplejen.

Den 82-årige lukkede hende ind og sammen satte de sig til at drikke kaffe.

Mens de to sad med kopperne, begyndte en anden person at gennemrode et chatol i soveværelset.

Her fandt tyven frem til arvesmykker og et ukendt kontantbeløb.

Den 82-årige så aldrig tyven i soveværelset, men den kaffedrikkende kvinde beskrives som rumænsk af udseende, 30-40 år, 159-165 cm høj, spinkel af bygning og med sort, langt hår. Hun var iført en rosa trøje, hvide joggingbukser og havde en plastikpose fra Meny.

Torsdag modtog politiet en anmeldelse om en falsk hjemmehjælper i Demstrup. Her fik en 91-årig kvinde uønsket besøg, men fremgangsmetoden var lidt anerledes.

Både Midt- og Vestjyllands og Østjyllands Politi har udsendt advarsler mod tricktyve i området.

Har du set noget fra Lyngbygade fredag eftermiddag eller Demstrupvej torsdag aften, kan du få fat i politiet på telefon 114.