Herningchef ny chefredaktør på avisen

Dagbladet Midtjyllands Avis har ansat den 53-årige Hans Krabbe som ny chefredaktør i Silkeborg.

Ifølge mja.dk kommer Hans Krabbe fra en stilling som kommunikationsdirektør i FC Midtjylland, og han forlader jobbet i Herning og indtager chefredaktørstolen i Silkeborg den 1. januar.

Her afløser han chefredaktør Steffen Lange, som har valgt at gå på efterløn ved årsskiftet efter 23 års ansættelse.

Avisens bestyrelsesformand, Alex Nielsen fra Herning Folkeblad, siger ifølge mja.dk, at det bliver et perfekt match for mediehuset i Silkeborg, og at borgerne i Silkeborg kan se frem til ”fortsat nærværende og involverende journalistik med den lokale borger i centrum”.