Stillbillede fra byråds-stream'et. Foto: Silkeborg Kommune

Ny udlændingeydelse bekymrer Vindum

Borgmester Steen Vindum er en af de venstrefolk, der udtrykker bekymring for regeringens plan om at nedsætte ydelsen til udlændinge til 5.945 kroner om måneden før skat.

Det skriver dr.dk.

Den såkaldte integrationsydelse havner på cirka halvdelen af en kontanthjælp, og regeringen har planer om at den næste år skal gælde alle udlændinge, der har været mindre end syv år i landet.

Steen Vindum siger ifølge dr.dk, at Silkeborgs bekymring mest går i forhold til de enlige udlændinge, fordi med den ydelse de vil få, vil det være meget vanskeligt at finde en bolig, som de har råd til.

- Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af vores flygtninge der har været hos os i nogle år, også bliver ramt. Og det betyder måske også, at nogle vil skulle flytte fra det sted, hvor de bor, siger Steen Vindum.

Også Koldings venstreborgmester Jørn Pedersen har svært ved at se, hvordan boligøkonomien skal hænge sammen for folk på den lave ydelse.

- Når rådighedsbeløbet bliver så meget mindre, så er der selvfølgelig mindre at betale husleje for. Og vi er en bykommune, og dermed så er det ikke helt billige boliger, vi svømmer i. Og de billige boliger optages af studerende, så der er kamp om dem, siger Jørn Pedersen til dr.dk.

Integrationsydelsen med tilbagevirkende kraft er en del af en pakke med yderligere stramninger til udlændingepolitikken, som integrationsminister Inger Støjberg præsenterede i sidste uge, men som endnu ikke forhandlet på plads.

Ifølge dr.dk har alle partier i blå blok dog allerede tilkendegivet, at de overordnet set støtter pakken.