Odden får en base med madpakkehus

Der er planer om at udvikle friluftslivet på Odden for næsten fire millioner kroner. I aftes afsatte Byrådet en halv million til projektet. Nu skal der bygges en opholdsbase med madpakkehus.

Siden 2012 har Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen arbejdet på projektet "Naturoplevelser og aktiviteter på Odden i Silkeborg By".

I projektet er der eksempelvis tanker om at opføre bålhytte, naturlegepladser, toiletter med naturbruser og anløbsbro til kano og kajak. Der skal etableres lysninger med borde og bænke, motionsredskaber og så skal der laves bedre stier til handicappede og barnevogne.

Projektet foregår i et partnerskab med blandt andet nærliggende skoler og SFO'er, DGI og Visit Silkeborg.

Projektet har indtil videre skrabet knap 700.000 kroner sammen fra Tips- og Lottomidler og Naturstyrelsen. Nu giver Kommunen så yderligere 500.000 kroner til projektet.

Hele budgettet for projekt-Odden er på cirka 3,8 millioner kroner, så det skal gennemføres i etaper.

Første etape er en opholdsbase med madpakkehus. Prisen er omkring 700.000 kroner.

Odden er ejet af Naturstyrelsen, og indgår i det store kompleks af offentlige skove, der ofte går under betegnelsen Silkeborg Skovdistrikt. Odden er en del af Lysbro Skov og hed tidligere Horsnæs Odde.

Odden er i dag hundeskov, men det vil være nødvendigt at indhegne og begrænse området til hunde, når der skal være aktiviteter for børn og voksne på Odden.

Hundeejere kan fortsat lufte hund på hele Odden, men dog kun i snor uden for hundeskoven.