Odden mister måske sin hundeskov

Et projekt på Odden skal gøre den lille, spidse halvø mere attraktiv for børn og voksne, der søger en bynær naturoplevelse. Det kan få konsekvenser for Odden som hundeskov.

I dag er hele Odden udlagt som hundeskov, hvor de firbenede ikke behøver være i snor.

Et projekt til knap fire millioner kroner skal omdanne Odden og skabe et friluftsliv med anløbsbro til kano og kajak, udkigstårn og badestrand. Her skal være madpakkehus og aktivitetsplads for børn og voksne.

Mange af de aktiviteter er uforenelige med en hundeskov og løse hunde, så projektet inkluderer et forslag om at begrænse hundeskoven.

I projektbeskrivelsen står, at det vil være naturligt at lave en egentlig indhegnet hundeskov ved parkeringspladsen på Kalgårdsvej.

Der skal stadig være adgang for hundeejere til hele Odden, men så skal kæledyret være i snor.

Kommunen er opmærksomme på, at en tilbagetrækning af de nuværende muligheder betyder, at der skal skiltes med det nye, eventuelle forbud.

Byrådet besluttede i aftes at give 500.000 kroner til projektet, der i forvejen har samlet omkring 700.000 kroner. Nu skal der sættes gang i første etape, der inkluderer opførslen af et madpakkehus.

Der er endnu ingen tidsramme på projektet.