Genrefoto

Silkeborg Gymnasium er blandt de bedste

I dag strejker eleverne, men ellers er Silkeborg Gymnasium blandt de allerbedste gymnasier i Danmark, når det gælder at løfte eleverne ud af deres forudsætninger.

Det er Dansk Erhverv, der har analyseret de danske gymnasiers evne til at løfte eleverne ud fra deres egne forudsætninger.

Man vurderer efter elevernes gennemsnitlige karakterer fra Folkeskolen, og den uddannelsesmæssige baggrund forældrene har.

Elever med gode karakterer fra folkeskolen og forældre med høje uddannelser forventes at få højere karakterer i gymnasiet, end elever der ikke har klaret sig godt i folkeskolen, og som ikke har forældre med en høj uddannelse at trække på.

Og resultatet af det er, at elever i Silkeborg som udgangspunkt forventes at klare sig relativt godt med en gennemsnitskarakter på 7,39. Men reelt får eleverne en gennemsnitskarakter på 7,64.

Gymnasiet har altså løftet eleverne med 0,25 karakterpoint, og det placerer Silkeborg på en plads nummer 16 i landet.

Og det er flot – og placerer faktisk Silkeborg Gymnasium som det gymnasium i landet, der efterlader eleverne med landets sjette-største gennemsnit.