Tre indbrud begået i Gødvad

Politiet modtog i går anmeldelse om tre indbrud i Gødvad, og det ene indbrud er kædet sammen med den storkriminelle Michael N. Sørensen, der formentlig har opholdt sig i Gødvad, siden han stak af fra ledsaget udgang i sidste uge.

På Kongsbergvej var der mellem mandag og onsdag aften indbrud i en villa. Her blev terrassedøren brudt op med et koben og hele huset gennemrodet.

Tyven rendte med to Ipads, som de eneste tyvekoster. Den ene Ipad blev i går fundet i fælleshuset på Arendalsvej 120A. Her mener politiet, at den eftersøgte røver Michael N. Sørensen har opholdt sig. Derfor mener de også, at han har begået indbruddet på Kongsbergvej.

På Trondheimsvej var der i løbet af onsdagen indbrud i to villaer.

I begge tilfælde er der tegn på, at en indbrudstyv har været inde, men han er måske blevet forstyrret begge gange.

Der er ikke stjålet noget fra de to villaer, men det ene sted var ting væltet på gulvet i kontoret, hvor han kom ind. I den anden villa var terrassedøren åbnet indefra.

Har du set Michael N. Sørensen eller en ukendt indbrudstyv i Gødvad, kan du ringe til politiet på telefon 114.