Dement 77-årig reddet fra brændende stol
Stolen begyndte i går at brænde under en 77-årig, dement kørestolsbruger, der bor på Karolinelundscentret i Gjern. Ilden opstod formentlig på grund af en cigaret.
Lige omkring klokken 15 gik alarmen til brandvæsenet, at der var brand på plejecentret på Karolinelundsvej, hvor den 77-årige storryger sad på sit værelse.
Undersøgelser peger på, at en cigaret var faldet ned i stolen og havde tændt ild til den.
En sygeplejerske på plejecentret fik reddet den 77-årige væk fra stolen og ud af værelset, før brandfolkene nåede frem.
Ingen personer kom noget til i branden, der efterlod en udbrændt stol og røgskader på værelset og gangen. Ilden bredte sig ikke til andre genstande og var hurtigt slukket.
Røgalarmer virker
Brand & Redning var også onsdag ude til en brand på et plejecenter, denne gang på Gødvad Plejecenter.
Her var der en mindre brand i et køleskab og kraftig røgudvikling.
Det var den kraftige røg, der havde sat gang i den centrale røgalarm, der havde tilkaldt brandvæsenet.
Da brandfolkene kom frem, var ilden slukket, men de satte ventilatorer op for at lufte ud.