Indbrudstyv overraskede 19-årig kvinde

En 19-årig kvinde fik sig noget af en overraskelse i går, da der pludselig kom en indbrudstyv ind ad døren til hendes værelse.

Klokken 10 brød den cirka 25-årige indbrudstyv ind i villaen på Kirsebærvej med en skruetrækker. Han begyndte at gennemrode værelserne.

Efter at have gennemrodet to tomme værelser, åbnede han døren til den 19-årige kvindes værelse, hvor hun lå vågen på sin seng.

- Hej, sagde hun af ren refleks, da han stak hovedet ind.

- Ups, sagde han, og så stak han ellers af.

Politiet var i området omkring Nørreskov Bakke og Gødvad, fordi de var ude at patruljere efter den eftersøgte røver Michael N. Sørensen, så de var hurtigt fremme. De nåede dog ikke at fange indbrudstyven.

Den unge kvinde beskriver tyven som en mand på cirka 25 år. Han var på cykel, havde en bagvendt kasket og et Burberry halstørklæde. Politiet mistænker, at det kunne være den 24-årige, eftersøgte Michael N. Sørensen.

Der blev ikke stjålet noget fra villaen, men har du set indbrudstyven, kan du få fat i politiet på telefon 114.