40-årig varetægtsfængslet for narkosalg
En 40-årig mand blev nytårsdag anholdt på sin bopæl for narkosalg og efterfølgende varetægtsfængslet i fire uger.
Nytårsdag klokken 14.30 var politiets narkopatrulje, den såkaldte flexpatrulje på razzia.
- Vores flexpatrulje var oppe at ransage en lejlighed og fandt et kvantum narkotika så stort, at manden blev fremstillet i grundlovsforhør, det siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.
Politiet holder tæt med oplysninger i sagen af hensyn til den videre efterforskning.
Keld Grosen Jensen ønsker ikke at oplyse noget om mængden eller typen af narkotika, men den 40-årige mand blev sigtet for salg af narko, da han blev anholdt fredag.
Lørdag blev den 40-årige stillet for en dommer i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til den 29. januar.