Foto: Silkeborg Kommune

Ingen vil tage ansvar for en løsning

Vestre Ringvej er oversvømmet og spærret som følge af høj vandstand i Silkeborg Langsø. Ingen vil tage ansvar for at finde en løsning, så vejen igen kan åbnes.

Vestre Ringvej er en del af rute 15, der er en statsvej. Dermed falder vejen under Vejdirektoratet, der har ansvaret for, at vejen er sikker.

I går valgte Vejdirektoratet at afspærre strækningen fra Udgårdsvej til Kærsgårdsvej/Søndre Ringvej på ubestemt tid.

Strækningen ved det gamle Hotel Impala har tidligere været oversvømmet ved høj vandstand. Umiddelbart ligner en dæmning en mulig, midlertidig løsning på den strækning.

Vejdirektoratet har oprettet et internt skriv om, at alle henvendelser om strækningen fra Udgårdsvej til Kærsgårdsvej skal sendes videre til Silkeborg Kommune. Problemet er nemlig høj vandstand i Silkeborg Langsø, der er falder under Kommunen.

I Silkeborg Kommunes tekniske afdeling henviser man til Vejdirektoratet, da vejen er statslig.

Dermed er en løsning på den spærrede strækning ikke rykket nærmere.