Sne aflyser DM i slædehundeløb

I den kommende weekend skulle der have været afholdt Danmarksmesterskab for hundeslæder i Silkeborg. Sne har aflyst løbet.

Det var 3. afdeling af Olivers Petfood Cup, der samtidig er sæsonens Danmarksmesterskab, der skulle have fundet sted i Silkeborgs Nordskov.

Den sporansvarlige, Jan Pedersen, har i dag været ude at kigge på forholdene i Nordskoven. Her ligger der nogle steder mellem syv og ti cm sne, så løbsledelsen har valgt at aflyse.

Arrangøren Dansk Polarhunde Klub skriver på Facebook, at det ikke er ansvarligt at gennemføre løbet, der foregår på hundeslæder med hjul.

Danmarksmesterskabet afholdes nu i stedet i slutningen af måneden i Gludsted ved Hampen, hvis vejret tillader det.

I november blev et heat til EM aflyst på grund af snestorm.