Foto: www.politi.dk

Efterlyst mand fængslet for trusler

En 52-årig mand er i weekenden blevet varetægtsfængslet for blandt andet at fremsætte trusler mod politiet.

Den 52-årige mand er bruger af Rusmiddelcentret på Færgevej, og under et besøg fortalte han i truende vendinger, hvad han ville gøre næste gang, han mødte en betjent.

Personalet på Rusmiddelcentret fortalte truslerne videre til politiet, der så udsendte en efterlysning på manden, der er en gammel kending og i forvejen havde udestående med retssystemet.

Fredag blev manden anholdt i Silkeborg og lørdag blev han fremstillet i grundlovsforhør.

Her blev manden varetægtsfængslet frem til den 4. februar for trusler mod tjenestemand og for besiddelse af euforiserende stoffer.