Foto: Esben Stenfeldt

Flere ønsker at leje Det Gamle Rådhus

Silkeborg Kommune ønsker at udleje 120 kvadratmeter af Det Gamle Rådhus, der hidtil er blevet brugt af VisitSilkeborg. Flere har afgivet bud på lokalerne, det skriver mja.dk.

I december blev lokalerne slået op til udlejning fra 1. april, og flere potentielle lejere har vist interesse.

Borgmester Steen Vindum (V) ønsker ikke at oplyse, hvor mange bud, der er kommet, men den 18. januar finder Økonomi- og Erhvervsudvalget den rette lejer.

Lokalerne må bruges til café, butik, galleri eller en kombination af de tre.

Det er et krav fra Kommunens side, at lejerens forretning tiltrækker mange mennesker i butikkernes åbningstid.

Buddene bliver nu vurderet ud fra pris, koncept og erfaring.

Kommunen har en klar forventning, at en kommende lejer har en solid baggrund for at etablere og udvikle en forretning, så de fra start bidrager til liv og aktiviteter på Torvet, hvor der er gang i byggeriet af parkeringskælderen.