Rødhætte: Silkeborg-vaner og drukspil

Gennem de sidste dage, vil den opmærksomme lytter have lagt mærke til nye reklamer på Din Radio 8600, hvor der reklameres kraftigt for at lytterne skal vide hvilken Radio de lytter til.

”Er det nu også nødvendigt?” - tænker mange måske. Mmja, vi er jo trods alt et lille samfund med indgroede vaner her i Silkeborg. Det er meget muligt, at butikken på Chr. 8. vej hedder Meny. Det skal også nok passe, at den hed Super Best før det. Men vi ved jo alle hvad den virkelig hedder.

Jaco.

Og nede i verdens mest åndssvage kryds, ligger der en pølsevogn. Der er der folk, der frivilligt stiller sig op og deepthroater spiserøret med hotdogs, så remouladen flyder ned af mundvigen og reklame T-shirten i kampen om at blive DM-Mester i at grovæde – helt upåvirket af, at de mest af alt ligner en flok statister i en pornofilm, der har været udsat for en heftig (og ikke helt sund) omgang ejakulering.
Den hedder Trosborg. (Eller Trosseren). Det er meget muligt, at den har heddet Trianglens Pølsevogn et stykke tid. Her i byen ændrer vi ikke på en Rembrandt. Ting hedder det, de altid har heddet.

Og så og dog. For det er faktisk ret vigtigt, at vi lige husker hvilken radio vi lytter til. Selv om skyttegravene er tomme og der ikke ligger tomme patronhylstre i gaderne, så må vi jo ikke glemme, at nogen jo faktisk engang lukkede vores radio. Og at nogen egentlig ikke skal rende rundt i Kejserens nye klæder, når Gallup ringer og spørger: ”Undskyld, forstyrrer jeg? Nå? Jamen, det tager kun to minutter. Du spiser? Jamen, jeg kan da bare være med på medhør? Ikke det? Jeg vil bare hurtigt høre, om du lytter til radio? Og hvis ja; hvilken?” - og hvor borgeren med munden fuld af karbonader, i frustration taber koncentrationen og svarer: ”Jamen, jeg bor i Silkeborg. Jeg lytter selvfølgelig til vores lokalradio!”, hvorefter Gallup spørger: ”Radio Silkeborg?”(fordi Gallup folk bor i Kbh. og ikke helt har sat sig ind i, at vi har to radiostationer), hvilket er den berømte dråbe i bægeret og som får borgeren til at spytte et fejlagtigt ”ja” så hårdt, at der flyver et stykke karbonade ud af munden og lander på gulvet foran den ruhårede gravhund, som nok har mistet synet, men ikke lugtesansen – og det var et godt stykke – dobbeltpaneret og det hele.

Det er vigtigt, at vi husker, hvem der er værd at huske. Og det er egentlig ganske let. For hvis du, når du lytter til radio – hører:

- Ordet ”fabelagtigt”, så er du sikker på du er hjemme. Hjemme ved Bo.

- ”Øhh” - så tager Lars sig kærligt af dig om eftermiddagen med fine præmier og hyggelige gæster.

- Masser af lækkert nostalgisk ”det-var-sgu-da-den-jeg-brækkede-mig-til-i-busken”-80'er musik – så har Michael lørdagstjansen.

- En scooter omtalt i - ikke tidligere hørt - høje (og let's face it; overdrevne) toner, så har du Søren i ørerne og det er faktisk tæt på du begynder at overveje, om du også skal blive to-hjulet og pisse irriterende at overhale – for det lyder jo hyggeligt.

- Stine Bramsen, så ved du, du lytter til Østergade og DinRadio8600 og at Bo smiler saligt.

- Old News Guy, så er alt som det plejer. Og plejer skal man ikke pille ved.

- Indtagelse af alkohol så tidligt på dagen, at selv de faste beboere på ”Hjørnet” vil sige: ”Det er sateme ulækkert! Der sætter jeg sgu alligevel grænsen”, så ved du, det er fredag. Din fredag. I Din 8600.

- ”Iiiiii'm just saaaaayin'”, er du bare klar over, at nogen vil pointere og understrege, at de har ret i et sært udsagn.

- ”Forstår du hvad jeg mener?” - bliver du så indædt irriteret og samtidig imponeret over, at Bo ikke slynger en mikrofon i halsen på Søren – men du føler alligevel en overbærenhed, for det er jo en sætning du vil savne, hvis (og guderne forbyde det) du ikke kunne høre den længere.

Så det er vigtigt, vi husker hvem vi lytter til. De er til for dig. Og dig. Og også dig. De er din. Din Radio i 8600.

Det er vigtigt, vi fortæller Gallup, at vi selvfølgelig lytter til Din Radio 8600. For de gør det med hjertet. (Radioen, ikke Gallup). Og helt ærligt; hjerter skal vi passe på. Dem kan man sgu ikke købe for penge.

Du kan til gengæld købe det helt nye Din Radio 8600 drukspil. Reglerne er helt enkle og lige til at gå til en hyggelig onsdag i familiens skød:

* Hvis du lander på Himmelbjerget: Syng fredagssangen og bund en øl.
* Hvis du lander på Torvet: Syng Lukas Grahams ”7 years” og bund to øl, mens du råber: ”Den har vi da vist ikke hørt læng'!
* Hvis du lander på Papirfabrikken: Ryk direkte i fængsel. Bund 3 Underberg og syng mandagssangen.
* Hvis du lander på Piskeriset; rejs dig og sig: ”ForstÅr du hvad jeg mEner?” med københavnerdialekt. Og afvent slag fra medspiller – bund en flaske Gammel Dansk som straf.
* Hvis du lander på mikrofonen: Afspil et 30 sekunders lydklip fra ”Din Eftermiddag”. Bund det antal øl, som det antal gange der bliver sagt ”Øh”. (Undskyld Lars! Du ved jeg er vild med dig. Du må til gengæld lamme mig en lige højre hver gang jeg siger ”fordi at”)
* Hvis du lander på Føtex: Vend om. Folk er sindssyge og uden pli. Bund 5 dl. Pisang Ambon.
* Hvis du lander på Simba (FlaskeMads), stil dig på sofaryggen, hold en flaske vodka ud i strakte arme og syng starten på sangen fra Løvernes Konge. ”Baaaaaaaaaaaaahsowhenyaaaaaaaaaaaaamamabiiiiiiiitsebabaaaa” - Drik en fjerdedel af flasken.
* Hvis du lander på Vinspecialisten: Sig: ”Der findes kun en radio” tre gange på fransk – drik et glas vin og spis et stykke cccccchokola'.
* Hvis du lander på Jyske Bank: Tæl til 40 millioner-trilliader-billioner. Tøm medspillernes glas.
* Hvis du lander på boksehandsken: Drik resten af vodkaen og stik din medspiller til venstre en lammer, fordi du vandt.

Kan købes i Føtex, Kvickly og Rema1000. Vejl. Udsalgspris: Kr. 79,95,-