Rumænsk tyv fængslet i fire uger
Politiet anholdt tirsdag en 26-årig mand fra Rumænien og en 31-årig kvinde i en bil med tyvekoster. I går blev manden varetægtsfængslet i fire uger.
De to blev anholdt på Borgergade tirsdag ved 13-tiden i en bil med tyvekoster for 10.000 kroner. Samme formiddag havde de skadet og stjålet fra et bed & breakfast-værelse på Herningvej, som de selv var lejere af.
Den 26-årige mand sad bag rattet ved anholdelsen, og da han viste sig at være påvirket af alkohol, blev han sigtet for spirituskørsel. Desuden blev både manden og den 31-årige kvinde sigtet for tyveri, indbrud og bedrageri.
Da kvinden har adresse i Danmark, blev hun løsladt efter afhøring, mens den rumænske mand blev stillet for en dommer i går.
Dommeren valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger frem til den 10. februar.