Foto: Jysk

Jysk er i international top 250

Møbelkæden Jysk er for første gang kommet med på en opgørelse over de 250 største varehuskæder i verden.

Silkeborg-købmand Lars Larsens møbelkæde består af 2300 Jysk-forretninger i 41 lande. Jysk-kæden afleverede i december et rekordregnskab, og dermed er virksomheden nu med i en liste over de 250 største varehuskæder, det skriver Århus Stiftstidende.

Det er konsulent- og revisionsvirksomheden Deloitte, der har lavet opgørelsen over de internationale virksomheder, der tilsammen omsatte for 30.700 milliarder kroner sidste år.

To andre danske kæder er med på listen. Dansk Supermarked og Coop er begge gengangere, det skriver stiften.dk.

Amerikanske Wal-Mart topper listen.