Foto: Region Midtjylland

Glatføre: Varebil rullede og endte på taget

Føreren af en varebil var selv i stand til at kravle ud, efter hans køretøj i går endte på taget som følge af glatføre.

Kort før klokken 9 kom den 48-årige mand fra Horsens kørende østpå ad Julsøvej i Sejs-Svejbæk, da han i kurven lige efter Ludvigslyst mistede vejgrebet.

Varebilen gled af vejen og røg ud over en lille skrænt, ned mod parkeringspladsen.

Bilen trillede en halv omgang rundt og endte på taget på parkeringspladsen.

Den 48-årige mand kom ikke til skade og var selv i stand til at søge hjælp ved den nærmeste nabo.

En lægebil og en ambulance kom til ulykkesstedet og kørte den 48-årige til kontrol i Viborg, men han var formentlig sluppet uden større skader.