Solo i bil: Narkobilist afviste at være fører
En 28-årig mand blev i aftes taget i narkokørsel. Manden forsøgte at finte politiet og påstod, at han ikke havde ført bilen, selvom han var alene.
Klokken 20.51 i går fik en politipatrulje øje på en bil, der var ved at parkere ved Rosengårdcentret på Tulipanvej i Alderslyst.
Patruljen kørte ind til bilen for at kontrollere føreren. Der var dog ingen på førersædet.
På passagersædet sad en 28-årig mand uden sikkerhedssele. Han var alene i bilen, og betjentene havde ikke set nogen stige ud af bilen.
- Patruljen havde set bilen køre, og der var ingen andre i nærheden, siger Mogens Rubech fra politiet i Silkeborg.
Betjentene mente derfor, at den 28-årige måtte have ført bilen, men det nægtede han.
Manden, der i forvejen er frakendt kørekortet, blev testet med politiets narkometer, der gav udslag for euforiserende stoffer.
Den 28-årige silkeborgenser nægtede at have kørt i frakendelsestiden og at have kørt under påvirkning af euforiserende stoffer, men han blev sigtet for begge dele.
Tidligere narkobilist standset
Politiet standsede også en anden fører uden kørekort i går.
Klokken 10.30 blev en 33-årig mand fra Silkeborg standset på Christian 8.s Vej i personbil.
Manden har i forvejen fået inddraget sin førerret administrativt, fordi han har en verserende sag om narkokørsel.