BSV henter Damgaard fra konkursklub

Bjerringbro-Silkeborg har tegnet kontrakt med Allan Damgaard, der tiltræder omgående.

Den 29-årige bagspiller Allan Damgaard stod uden kontrakt og klub, efter hans hidtidige klub HSV Handball i Hamborg blev erklæret konkurs i sidste uge.

Nu har den stærke bagspiller tegnet en kontrakt med BSV frem til sommeren 2018.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at komme til Bjerringbro-Silkeborg. Jeg vil gerne til en klub, hvor det er muligt at vinde det danske mesterskab, siger Allan Damgaard.

Den 29-årige bagspiller nåede at spille et halvt år i HSV Handball, som han kom til fra Team Tvis Holstebro. Han havde flere kontrakttilbud på hånden fra klubber i både ind og udland, men selvom den økonomiske check var større andre steder, var det alligevel Bjerringbro-Silkeborg, der trak mest.

- Det var flere klubber, der viste interesse, men min mavefornemmelse sagde, at det skulle være Bjerringbro-Silkeborg, og den følger jeg næsten altid, siger han.

Den nye spiller præsenteres for sine holdkammerater i dag klokken 13 og træner med i Bjerringbro Hallen.