Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto

BSV siger øjeblikkeligt farvel til Hallberg

Bjerringbro-Silkeborgs svenske playmaker Anders Hallberg skifter med øjeblikkelig virkning til Lugi Handboll, som han spillede for i 10 sæsoner, indtil han i 2014 kom til BSV. De to parter er blevet enige om at ophæve svenskerens kontrakt med øjeblikkelig virkning.

I BSV har det knebet med spilletiden for den ambitiøse svensker, der i store perioder har stået i skyggen af Sebastian Skube.

- Jeg vil gerne have en større rolle på et hold og spille mere, end jeg gør i Bjerringbro-Silkeborg. Samtidig er min kone flyttet hjem til Sverige, og så har jeg fundet en god løsning, hvor jeg kan komme hjem til Lugi, siger Anders Hallberg.

29-årige Anders Hallberg nåede at spille halvandet år i Bjerringbro-Silkeborg og være med til at vinde DM-bronze. Han fortryder ikke, at han valgte at prøve kræfter med dansk håndbold, og han har været rigtig glad for at spille i Bjerringbro-Silkeborg.

- Jeg er super tilfreds med, at jeg kom til Bjerringbro-Silkeborg. Der er styr på alle ting, og hvis man spørger om hjælp, så får man hjælp. Jeg har kun flinke ord at sige om klubben, lyder det fra den svenske playmaker, der også takker BSV for at muliggøre skiftet hjem til svensk håndbold.