Foto: Smukfest/Helle Arensbak

Endnu ingen bands: Smukfest udsolgt

Der er endnu ikke afsløret et eneste band til årets Smukfest, men alligevel solgte festivalen den sidste partoutbillet i aftes.

Arrangørerne bag Smukfest er ved at have de fleste bookinger på plads, og den 26. januar løfter de sløret for det foreløbige program. Men de manglende kunstnernavne har altså ikke holdt køberne tilbage.

På festivalens Facebook-side vælter det ind med kommentarer fra brugere, der gerne vil købe billet.

Der er også enkelte brugere, der brokker sig over, at der er for få billetter, hvis der kan blive udsolgt, før programmet er offentliggjort.

Både i 2014 og 2015 meldte Smukfest rekordtidligt udsolgt. I 2014 skete det i april, mens det var allerede i marts sidste år. Nu skete det altså i januar.

Den 2. februar åbner Smukfest for salget af endagsbilletter.

Salget af partoutbilletter begyndte den 1. december.