14-årig biltyv har været i biljagt før

Den 14-årige biltyv, der i nat blev jagtet fra Christian 8.s Vej i Silkeborg til Kærgårdsvej ved Horsens, har været eftersat af politiet før.

Mandag kl. 01.01 satte politiet efter en stjålet rød Toyota Yaris på Søndre Ringvej. Bilen var stjålet i Silkeborg i weekenden.

Jagten af den røde bil gik fra Søndre Ringvej ved Gjessøvej til Resedavej. Undervejs kom hastigheden op på 120 km/t, og biltyven kørte over for rødt lys.

På Resedavej mistede patruljevognen den stjålne bil af syne. Biltyven slap væk.

Et par timer senere dukkede bilen så op på Bredhøjsvinget, og da de fandt den igen, var den efterladt.

I nat anholdt politiet så en 14-årig dreng, der havde kørt en stjålet Citroën Jumper fra Silkeborg til Horsens med politiet i hælene. Hastigheden var til tider oppe på 160 km/t. Også her blev der kørt over for rødt lys.

- Det er altid farligt, når der bliver kørt over for rødt lys, og så med de hastigheder, siger Lis Borup fra politiet i Silkeborg.

Da den 14-årige blev afhørt, fortalte han af egen vilje, at han aftenen forinden var kørt fra politiet i den stjålne Toyota Yaris.

De to sager om den 14-årige er overdraget til de sociale myndigheder, fordi han er under den kriminelle lavalder. Den 14-årige er i forvejen kendt af politiet.