Psykiatriens Hus. Foto: Silkeborg Kommune

Anonym rådgivning om psykisk sygdom

Fagfolk fra Kommunen, Regionen og frivillige foreninger går nu sammen om at rådgive og støtte silkeborgensere, som har én i familien, der er psykisk syg.

Den 4. februar åbner Silkeborg Kommune, Region Midtjylland en anonym rådgivning i samarbejde med SIND Pårørenderådgivning og Selvhjælp Silkeborg.

- Det er nyt, at medarbejdere fra socialpsykiatrien, behandlingspsykiatrien og en frivillig organisation samarbejder ligeværdigt i en faglig rådgivning, og det er et stærkt signal om, at brugerne er i højsædet, siger leder af Frivilligcenter Silkeborg, Camilla Stenhaug Pedersen.

I rådgivningen vil en sygeplejerske, en socialrådgiver og en repræsentant for SIND Pårørenderådgivning svare på spørgsmål, rådgive om rettigheder og muligheder for hjælp og lægge øre til, når der er behov for at vende bekymringer.

På sigt vil der også blive tilknyttet frivillige som chatrådgivere og tovholdere for gruppeforløb.

Rådgivningen vil være åben den første torsdag i hver måned i tidsrummet 16-18 i Psykiatriens Hus.