Hundevogn Foto: www.politi.dk

Endnu ingen vidner til flugtbilist

Tirsdag aften blev en 14-årig dreng kørt ned af en flugtbilist. Politiet har endnu ikke hørt fra vidner til episoden.

Klokken 18.45 skulle den 14-årige dreng krydse Vestergade i krydset ved Søndre Ringvej.

Han var på vej over fodgængerfeltet for grønt lys, da han blev påkørt af en bil, der kom svingende ind fra Søndre Ringvej. I bilen sad en kvindelig fører og hendes søn.

Drengen blev ramt på højre side og væltede omkuld, og den kvindelige fører bremsede kortvarigt op. Men da hun så drengen rejse sig, kørte hun derfra.

Politiet søger vidner til episoden og oplysninger om den lille, hvide bil. Der er muligvis tale om en mini- eller mikrobil.

Har du kendskab til påkørslen af teenageren, kan du ringe til politiet på telefon 114.