Foto: Silkeborg IF

SIF henter Ulrik Flo til Søhøjlandet

Den norske angriber Ulrik Flo er hentet til Søhøjlandet fra Norge. Her er den norske spiller med det traditionsrige norske fodboldefternavn kommet på en toårig kontrakt. 27-årige Ulrik Flo er hentet på en fri transfer.

Ulrik Flo har senest optrådt i en halv sæson i den norske Tippeliga-klub Odds Ballklub, hvortil han blev hentet fra Sogndal som førsteangriber. Da en af Norges bedste angribere, canadiske Olivier Occéan, hurtigere end forventet vendte tilbage fra en skade, blev Flo imidlertid andetvalg, og derfor har han søgt efter fast spilletid i en anden klub.

Blandt flere tilbud valgte han Silkeborg IF, hvor han indgår som en vigtig brik i cheftræner Peter Sørensens planer. I første omgang i forhold til ambitionen om oprykning fra Bet25 Ligaen i foråret, men også som langsigtet forstærkning. Flo fik sit gennembrud i den bedste norske række i Tippeligaklubben Sogndal, hvor han fra 2007 til 2015 er noteret 32 mål i 178 kampe.

- Vi har hentet den angriber, vi søgte. Flo er en pågående og hårdt arbejdende angriber, som vi har stor tillid til kan gå ind og gøre os endnu bedre. Han besidder desuden de klassiske Flo-dyder som duel-  og  hovedstødsstyrke. Han kommer hertil i topform efter at have spillet kampe og scoret mål på reserveholdet i Odds BK (12 mål i 9 kampe - red.), og blandt den række af angribere, vi har haft på blokken, og som har været indenfor mulighedernes rækkevidde, er han den, jeg allerhelst ville have. Han er en dygtig afslutter, som altid kommer til chancer, og det får vi brug for, siger SIFs cheftræner Peter Sørensen.

Også sportschef Jesper Stüker er tilfreds med at have kontrakten med Ulrik Flo i hus.

- Vi har arbejdet i et svært marked, og derfor er jeg glad for at det er lykkedes at hente en angriber, der kan forstærke os, ikke bare i forårets oprykningskamp, men også på den lidt længere bane. Jeg er også tilfreds med, at vi har kunnet konkurrere med de andre muligheder i Skandinavien, som Ulrik Flo kunne have valgt. Det viser, at SIF er en attraktiv klub, siger Jesper Stüker.

Ulrik Flo er ud af den store norske Flo-fodboldfamilie. Faderen, Kjell Rune Flo, spillede i Molde, og hans to brødre, Jostein og Tore André Flo, var begge norske landsholdsspillere. Da Ulrik Flo debuterede i Tippeligaen var han den syvende fodboldspiller fra Flo-familien, der blev noteret for kampe i den bedste norske række.

- Jeg har valgt Silkeborg IF, fordi jeg ser det som et perfect match. Det er et hold, der kommer til masser af indlæg, og kombineret med ambitionerne om at sikre oprykning til Superligaen er SIF det rigtige valg for mig. Jeg føler mig velkommen og har fået et meget fint indtryk af klubben. Af de skandinaviske klubber, jeg havde tilbud fra, var SIF den mest attraktive, siger Ulrik Flo.

Ulrik Flo indleder sin karriere i SIF allerede torsdag formiddag, hvor han stiller til træning på Søholt med den øvrige trup kl. 10.30. Han forventes også at spille en rolle i fredagens træningskamp mod Odder.

Den norske angriber bosætter sig i byen sammen med sin hustru Kristina.