Kendt instruktør står bag Elvis-video

Instruktør Michael Iversen er nok mest kendt for at stå bag udstillingen med live-sex i Funder, men han har også instrueret prisnominerede kortfilm. Nu har han instrueret en Elvis-musikvideo.

Det lokale producer-team Hecchi & Kethmer har i dag udgivet en reproduktion af Elvis Presley-nummeret In The Ghetto. Med udgivelsen følger en kortfilm, der fungerer som musikvideo.

Michael Iversen har instrueret den knap seks minutter lange kortfilm, en disciplin, han er trænet i. Michael Iversen blev i 2015 optaget på Cannes filmfestival for sin kortfilm "Min lille pige". Året før var han på Cannes med kortfilmen "For min datter".

- Det var aldrig vores intention at lave en normal musikvideo til et nummer med så politisk vigtigt et budskab. Ulighed er et af de vigtigste emner i den globale verden, siger Hecchi og Kethmer.

I videoen følger vi en ung pige, der stikker af hjemmefra og går på opdagelse i ghettoen. Videoen er blandt andet filmet i Silkeborg.

Videoen er produceret af det lokale produktionsselskab Creative Production.

Du kan se videoen i sin fulde længde her:

https://www.youtube.com/watch?v=XRGjs_dPR1Y

(Artiklen er rettet kl. 15.54. Den første udgave indeholdt oplysninger om, at Michael Iversen har instrueret julekalender, hvilket ikke er korrekt, det er en anden Michael Iversen.)