Lokal S-formand: Uacceptabel asylpolitik

Formanden for socialdemokraterne i Silkeborgkredsen, Henrik Fjeldgaard, er blandt de 12 lokale formænd, der tidligere på ugen skrev til landsledelsen og udtrykte bekymring over den retning, partiet har valgt i flygtningespørgsmålet.

Han siger til mja.dk, at det i hans verden ikke er særlig socialdemokratisk at stramme reglerne for familiesammenføring.

- Det vil simpelthen splitte familierne ad, og det er ikke acceptabelt. Vi skal udvise en langt højere grad af humanisme, men det ligger langt væk lige nu, siger han til mja.dk.

I går viste en måling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken, at socialdemokraterne på landsplan har mistet hver fjerde vælger siden sidste måling i november.

Men ifølge Henrik Fjeldgaard har ingen medlemmer i Silkeborg endnu meldt sig ud, men han siger til mja.dk, at han frygter at det kan ske på baggrund af de seneste asylstramninger.