Foto: Skovdal.dk/White Guide
Karoline Amalie nomineret til vin-pris
Restaurant Karoline Amalie i Virklund er blandt de nominerede til en pris fra restaurantguiden White Guide, Nordens største af sin slags.
Det er tredje gang, at White Guide udkommer i Danmark. Guiden, der oprindeligt stammer fra Sverige, viser vejen til Danmarks 333 bedste restauranter.
Om en måneds tid udkommer 2016/2017-udgaven af guiden, og i den forbindelse skal der overrækkes 10 forskellige priser.
Karoline Amalie er nomineret som årets vinoplevelse som én af fem restauranter. De fire øvrige ligger alle i København.
I den seneste udgave af White Guide er Karoline Amalie, Restaurant Piaf og Traktørstedet Ludvigslyst at finde blandt de 300 bedste restauranter. Næste udgave udkommer den 23. maj.