Bidt af hund: Ville hjælpe spritstiv ejer

En hjælpsom mand endte med at blive bidt i maven af en hund, fordi han ville hjælpe hundens meget fulde ejer.

Lørdag ved 15-tiden gik hundeejeren rundt ved Købmandsgården i Hjøllund.

- Han tumlede rundt på gaden og var til fare for sine omgivelser. Flere biler var nødt til at undvige ham, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Den fulde, 48-årige mand faldt om ude på vejen, og så kom en 57-årig mand til undsætning. Han ville hjælpe hundeejeren på benene og væk fra vejen.

Det forstod hunden ikke, så den gik til angreb på den hjælpsomme mand og endte med at bide ham i venstre side af maven.

Den hjælpsomme mand tog efterfølgende en tur på skadestuen og modtog overfladisk behandling for bidsåret.

Politiet blev involveret i sagen for at identificere hundeejeren, men ingen er sigtet i sagen og biddet. Der er ifølge politiet tale om en ren forsikringssag mellem de to parter.

- Hvis han har haft hunden i snor, så opfylder han betingelserne for at gå med den på vejen. Så er det ansvarsforsikringen, der skal dække, siger Keld Grosen.