Foto: www.politi.dk

23-årig anholdt for narkobesiddelse

En 23-årig mand blev i går anholdt i en sag om narkobesiddelse i Silkeborg.

Politiet anmoder om lukkede retsdøre, af hensyn til den videre efterforskning, når manden i dag kl. 10.00 bliver fremstillet i grundlovsforhør.  Af samme årsag er politiet meget sparsomme med oplysninger i sagen.

Den 23-årige blev anholdt i Ikast i går klokken 10.09, men beslaglæggelsen af narkotikum er sket tidligere.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilke stoffer han har været i besiddelse af, eller hvornår de blev fundet.

For to uger siden blev en 21-årig mand anholdt og varetægtsfængslet for besiddelse af knap 1200 gram forskellig narko.

Stofferne blev dengang fundet i en lejlighed på Resedavej, der tilhørte en anden person.