Foto: Margrethe Løkkegaard

Kommunen indvier wi-fi i næste uge

Turister og kommunens borgere kan fra næste uge bruge gratis wi-fi, mens de nyder solen på en café på gågaden. Silkeborg Kommune, EnergiMidt og HandelSilkeborg fejrer det nye wi-fi med en dag fyldt med en masse aktiviteter den 13. maj.

Dagen vil starte med, at viceborgmester Frank Borch-Olsen og fiberdirektør for EnergiMidt Jørn Zielke vil klippe et fiberbåndskabel over for at symbolisere, at nettet ved navnen SilkeborgFree nu er tilgængeligt i gågaderne.

Derefter har kommunen arrangeret en digital skattejagt i samarbejde med tre butikker, hvor deltagerne får spørgsmål, som de kun kan besvare ved at besøge den butik, det handler om. Vinderen af skattejagten får et city-gavekort på 1000 kroner.

I løbet af dagen vil de besøgende kunne nyde en gratis is fra Okkels på Nygade.

Det hele vil starte klokken 13 på Drewsens Plads, det midlertidige torv ved det gamle rådhus.