Petworld fylder butikken med søde dyr

Det kommer til at vrimle med søde kæledyr, når Petworld på lørdag afholder fotokonkurrencen ’Danmarks sødeste kæledyr’.

Det er gratis at deltage i konkurrencen, som den professionelle kæledyrsfotograf Poul Giehm tager billederne til. Ønsker du billedet med hjem i høj kvalitet, koster det penge.

Det er syvende gang i træk, at Petworld holder konkurrencen.

- Det er en helt igennem sjov dag. Sidste år havde vi i løbet af konkurrencen besøg af næsten 1000 kæledyr af alle arter og racer. Det skaber en masse liv i butikken og er super hyggeligt for både kæledyr og ejere, siger Christina Krejlgaard, daglig leder af Petworld i Silkeborg.

For at konkurrencen skal være så retfærdig som mulig, er det brugerne på Petworlds Facebook-side, som skal kåre vinderne i hver butik.

Umiddelbart efter, at fotografen har været forbi, bliver billederne uploadet til Petworlds website. Herefter er det op til Petworlds brugere på Facebook at afgøre, hvilke kæledyr som er de sødeste.

Det hele foregår på lørdag 10-16 i forretningen på Nørrevænget.