Country Festival får underskudsgaranti

Silkeborg Country Festival er til august klar til den 31. udgave af festivalen i Indelukket. Nu har Silkeborg Kommune stillet en underskudsgaranti.

Festivalen er momsfritaget og derfor må et eventuelt overskud ikke overføres fra år til år, men skal udloddes til foreningslivet.

Arrangørerne har derfor ansøgt om et tilskud på 150.000 kroner til at gennemføre festivalen, og så den kan overleve i tilfælde af dårligt vejr eller lignende forhold.

Kultur- og Fritidsudvalget har i stedet givet en underskudsgaranti. Den er på 75.000 kroner.

Country Festivalen fik også en underskudsgaranti sidste år, men den blev ikke benyttet. Festivalen gav nemlig 9320 kroner i overskud, som blev udloddet til en spejderforening.

Silkeborg Country Festival afholdes den 11. til 13. august. Programmet er på plads og byder blandt andre på Dolly Partons søster Stella Parton.