Foto: Genrebillede

Slanke-kurs sænker antal sygedage

Medarbejderne hos Entreprenørgården i Silkeborg har gennem de sidste par måneder sat sig en slanke-kurs – og indtil videre har det haft positiv effekt.

Projektet startede for tre måneder siden i samarbejde med Lindy Aldahl fra TV-programmet Rigtige Mænd og Sundhedshuset i kommunen.

57 mænd og kvinder har til sammen tabt sig 134 kilo, og den nye livsstil med mere motion har givet overskud og godt humør. En anden mærkbar effekt er faldet i antal sygedage på arbejdspladsen.

Sygefraværet på Entreprenørgården er i årets første kvartal på 3,21 dag pr. medarbejder. Det er en tredjedel af, hvad sygefraværet var sidste år hos Entreprenørgården.

- Det hører med til historien, at der var usædvanligt mange sygedage sidste år, men projektet har helt sikkert haft effekt, og det gode er, at der er stor opbakning til at fortsætte med æbler og motion et halvt år mere, siger leder af Entreprenørgården Asbjørn Dam Jørgensen.

Én af deltagerne i slankeordningen er fællestillidsmand Ronni Kjær Laumann.

- Nogle var alvorligt syge sidste år, så det er svært at vide, hvordan det på længere sigt virker på sygefraværet. Men det er helt sikkert et godt indspark, og mange har jo valgt at fortsætte, også på cykelhold og i motionsrum. Det er noget, der giver ekstra humør på arbejdspladsen, siger Ronni Kjær Laumann.

Medarbejderne hos Entreprenørgården kan se deres fremgang de næste seks måneder, hvor Sundhedshuset kommer forbi arbejdspladsen med en vægt om et halvt år.