Bjerringbro-Silkeborg er i semifinalen

Bjerringbro-Silkeborg er klar til DM-semifinalen efter sejr på 27-22 på hjemmebane over SønderjyskE i Jysk Arena i aftes.

Dermed står det fast, at Bjerringbro-Silkeborg skal bruge de næste uger på at spille om DM-medaljer med de øvrige tre semifinalister, Team Tvis Holstebro, GOG og KIF København.

Kravet var på forhånd en sejr over SønderjyskE, hvis Bjerringbro-Silkeborg selv skulle spille sig i semifinalen, og det holdt hårdt i de første 20 minutter.

I pausen stod der 12-12, men i anden halvleg diskede Bjerringbro-Silkeborg op med den slags champagnehåndbold, der gør det til en nydelse at bruge et par uger mere på se det sortblusede hold spille.

Nikolaj Markussen blev BSV’s topscorer med fem mål i kampen, der blev overværet af 2.314 mennesker i Jysk Arena.