Mathilde Seidelin og Emilie Berg (bagerst) går begge i 9. klasse på Sejs Skole. De synes, det er stressende ikke at kunne lave noget, når eksamenerne ligger så tæt på (Foto: Margrethe Løkkegaard)

9. klasser ærgerlige over lukket skole

Sejs Skole blev i dag nødt til at rykke undervisningen udenfor på grund af mangel på sikkerheden ved håndtering af asbest mens skolen renoveres. Det skyldtes, at et opholdsområde muligvis var forurenet med asbest, og det område og resten af skolen skal godkendes af Arbejdstilsynet, før eleverne kan modtage undervisning indenfor igen.

Denne nyhed blev delt via en sms til lærerne i morges klokken 7, og det betød, at eleverne og lærerne har haft en lidt anderledes skoledag end sædvanlig.

For 9. klasserne kom denne dag dog ret ubelejligt, da de snart begynder eksamen med en synopsis, der skal afleveres i næste uge.

- Jeg synes, det er spild af tid at være her, fordi vi ikke får lavet noget. Jeg sagde til min mor, at jeg gerne ville blive hjemme, fordi vi ikke ville få lavet noget. Men fordi vi skal afgive svar i et af de fag, vi skal op i, blev jeg jo nødt til at komme i skole, siger en af eleverne, Emilie Berg.

Dette kan Jeanette Dich, lærer for 9. årgang nikke genkendende til.

- Vi bliver udfordret af timingen af det her. Mine klasser skal op til fem mundtlige eksamener, og det er jo noget, de skal have vejledning i. Derudover er alt på maskiner, og det er svært, at komme videre, når de løber tør for strøm. Så det er den, vi er fanget i nu, fortæller Jeanette Dich.

Men selvom det ikke er planlagt og måske dårlig timet, så vil dagen være én, eleverne vil huske.

- Hvis man skal se på det gode i det her, så kan vi se, at drengene på tværs af 7.-, 8.- og 9. klasse og kammeratskaber spiller bold sammen og får skabt et minde for livet her. De vil aldrig glemme den dag, hvor undervisningen blev rykket udenfor, afslutter Jeanette Dich.

Andre klasser på skolen havde en hyggelig dag med leg og samvær. Se galleriet her.