Foto: Google Maps

Asbest tvinger Sejs Skole udendørs

Al undervisning på Sejs Skole foregår i dag udendørs, fordi sikkerhedsreglerne for asbest-nedbrydning ikke er overholdt.

Silkeborg Kommune gennemførte i går et rutinemæssigt kontrolbesøg af renoveringen af Sejs Skole. Her blev det konstateret, at sikkerhedsreglerne ikke var blevet fulgt.

Derfor blev Dansk Miljø Rådgivning (DMR) tilkaldt for at tage nogle prøver. De viste forurening med asbest, og derfor blev renoveringen standset øjeblikkeligt og håndværkerne sendt hjem.

De mest alvorlige fund af asbest er sket inden for byggefeltet, hvor det kun er håndværkerne, der har adgang.

På områder, hvor eleverne har adgang, er der også fundet mindre mængder af asbest.

- Resultaterne af prøverne viste ifølge DMR, at en almindelig grundig rengøring af områderne ved de indvendige indgangsdøre til byggefeltet ville være tilrådeligt og tilstrækkeligt, skriver skoleleder Kristian Mikkelsen på skolens hjemmeside.

Arbejdstilsynet skal i dag besøge skolen og undersøge forholdene.

- Når Arbejdstilsynet har været på besøg, når vi frem til, hvad vi skal foretage os, hvilket vi vil følge til punkt og prikke. Jeg forventer, at vi med ro i sindet kan komme ind på skolen igen hurtigst muligt, skriver skolelederen på hjemmesiden.