Viceborgmester Frank Borch-Olsen (th.) fik æren af sætte to ledninger sammen som symbol på, at der er frit internet i gågaderne. Det skete efter Fiberdirektør for EnergiMidt Jørn Zielke (tv.) holdt en tale (Foto: Margrethe Løkkegaard)

Nu kan der surfes frit i Midtbyen

- Jeg har lovet at beholde saksen derhjemme, siger viceborgmester Frank Borch-Olsen, mens nysgerrige personer foran ham griner.

I dag er det officielt: Nu kan alle borgere og turister surfe på den gratis internetforbindelse SilkeborgFree, når de hygger sig et sted på gågaden.

Fiberdirektør for EnergiMidt Jørn Zielke startede med at holde en tale, hvor han beskrev, at wi-fien er tovejs. Folk kan bruge den frit, og kommunen kan se, hvilket mønster brugerne har. Det kan de bruge til at udvikle midtbyen, fordi man dermed kan se, hvor folk hopper op på nettet henne.

Derefter blev det tid til selve ceremonien, der skulle understrege, at nettet nu er åbent. Det blev viceborgmester Frank Borch-Olsen, der fik æren.

Det foregik på en lidt anderledes måde, nemlig ved at sætte to stik sammen, som symboliserer, at nettet er aktivt.

Tids nok

Man kan diskutere, om det er lidt i den sene ende at få frit wi-fi i byen, når mange efterhånden har en ordentlig mobil data-størrelse i deres abonnement og man fra midten af 2017 kan bruge sit eget mobile data til en lav pris i Europa. Men det mener viceborgmester Frank Borch-Olsen ikke det er.

- Vi er der, hvor vi skal være. Det ville have været for sent, hvis vi først havde fået det i 2018. Og i dag er det forventet i større byer, at alle kan komme på en gratis internetforbindelse, det er simpelthen en del af udviklingen, siger viceborgmester Frank Borch-Olsen.