Foto: Hospitalsenhed Midt

Sygehuset klarer skanninger uden læge

Hvert år er der et stigende behov for ultralydsskanninger, men i Silkeborg og Viborg behøver læger ikke længere foretage skanningerne.

De to sygehuse har succes med at uddanne sygeplejersker og radiografer til sonografer, der kan varetage en række af hospitalernes ultralydsskanninger.

Sonograferne kan blandt andet skanne nyrer, lever og skanne efter blodpropper.

Dermed kan de øge kapaciteten af ultralydsskanninger, og speciallægerne kan hellige sig andre opgaver.

- Vi har i løbet af bare et år uddannet en af vores radiografer til sonograf i et intensivt og komprimeret forløb, og det har været en stor succes. Det gør det muligt for os at frigive specialisterne til de mest krævende opgaver, siger Agnete Hedemann Nielsen, ledende overlæge i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg.

Speciallægerne i radiologi skal fortsat foretage de komplicerede ultralydsskanninger og selvfølgelig være back-up for sonograferne.

På Regionshospitalet Silkeborg er de første to sonografer inden for det radiologiske område allerede færdiguddannede, og på Regionshospitalet Viborg bliver den første sonograf færdig i juni og nummer to sidst på året.