Første semifinaleopgør spilles i aften

I aften spilles den første af to semifinalekampe mellem Bjerringbro-Silkeborg og KIF Kolding København.

Det store mål er naturligvis DM-finalen – og cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen håber på igen at kunne knække koden til at besejre de stærke KIF’ere.

- Vi synes, at vi kommer med et godt bud på et finalehold, og selvom vi selvfølgelig langt fra har ligeså meget erfaring som KIF Kolding København, så spiller vi vores kamp nummer 25 på tre måneder, og heriblandt har der været en stribe vanskelige opgaver, der har givet os en god base, som vi får brug for i de to semifinaler”, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen til klubbens hjemmeside.

BSV har da også noget at have optimismen i. De to holds to sidste kampe mod hinanden er endt med en sejr til BSV og en uafgjort mod københavnerne.

BSV starter semifinaleopgørende på hjemmebane i aften, og på søndag er der returkamp i Kolding. Den samlede vinder af de to opgør, går videre til finalen.
Kampen spilles i aften klokken 20.30 i Jysk Arena, og kan ses direkte på TV2 Sport.