Norske turister strømmer til vores område

Silkeborg og ti andre østjysk kommuner har sammen satset på at tiltrække flere norske turister, og det ser ud til at virke.

Det er kommunerne i Business Region Aarhus, der i efteråret blev enige om at øge markedsføringen i Norge med 850.000 kroner.

Nu viser en opgørelse for første kvartal 2016, at der har været markant flere norske turister, sammenlignet med samme periode sidste år.

Hvis Aarhus holdes uden for sammenligningen, så er antallet af norske overnatninger steget med 42 procent.

- Jeg glæder mig over tallene, som med al tydelighed viser effekten af vores fælles, målrettede indsats. Fordelene ved at sælge Østjylland som en samlet destination er blandt andet, at vi får meget mere for vores markedsføringsmidler, og at alle kommuner i området kan profitere af nabokommunernes succes på turismeområdet, siger borgmester Steen Vindum (V).

En del af stigningen skyldes, at påsken faldt tidligt i år, men den er et godt stykke over landsgennemsnittet. I hele Danmark er der registreret 13 procent flere norske overnatninger.

Norske turister har et forbrug, der er langt højere end eksempelvis tyske turister, og derfor er de særligt interessante at tiltrække.

- Silkeborg byder på fart og spænding for hele familien i storslået natur. Tag på eventyr i Danmarks største skov- og søområde, brug en actionfyldt dag på MTB-cykler eller nyd en afslappende sejltur på den smukke Gudenåen, lyder en del af salgstalen i Norge.

Kampagnen i Norge forsætter i 2017 og 2018. Silkeborg Kommune bidrager med 90.000 kr årligt.