BSV er klar til DM-finalerne

På skift råbte de det ene jubelbrøl efter det andet i Bjerringbro-Silkeborgs omklædningsrum. De jublede over at have sikret sig pladsen i DM-finalen efter at have besejret KIF Kolding København.

Det var en af de kampe, der gjorde drenge til mænd og semifinalister til finalister, den der blev spillet søndag eftermiddag i Kolding.

Bjerringbro-Silkeborg-spillerne diskede op med en mandfolkepræstation, da de på udebane besejrede KIF Kolding København med 31-28 og sikrede sig pladsen i DM-finalen, efter samlet 55-51 over de forsvarende danske mestre.

- Jeg er sindssygt glad for, at vi viser stor fight hele vejen i gennem, og at vi også viser det mentale og fysiske overskud. Vi udstråler tro på, at det kan lade sig gøre, og troen er selvfølgelig vildt afgørende i dag. Alle eksperterne havde KIF som favoritter til at vinde i dag, og det er fedt, at vi går ud og modbeviser det, lyder det fra Michael V. Knudsen efter semifinalesejren.

På onsdag i Jysk Arena og på lørdag i Gråkjær Arena i Holstebro skal Bjerringbro-Silkeborg kæmpe med Team Tvis Holstebro om den fineste hæder i dansk håndbold.

[xyz-ihs snippet="bsvsemi"]