Politi undersøger igen overgreb i frikirke

Den opsigtsvækkende sag om pastor Christian Laursens mulige misbrug og overgreb på børn i frikirken ”Byens Kirke”, er blusset op igen.

Metroxpress skriver i dag, at en præst, der mellem 2006 og 2011 var leder af ”en jysk frikirke”, både er under efterforskning i Danmark og i USA, hvor han bor i dag.

Over for avisen bekræfter politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi, at der er afhørt flere forurettede i sagen. Politiinspektøren fortæller også, at der i 2012 blev efterforsket lignende anklager mod frikirkepræsten.

Drastisk møde lukkede kirken

Metroxpress skriver, at kirkens nuværende leder – som er far til den tiltalte - valgte at lukke kirken den 1. maj, efter at mange af kirkens børn og unge på et dramatisk møde i kirken den 27. april, fortalte om de uhyrligheder, den nu tiltalte angiveligt stod bag.

Tilbage i 2012 blev pastor Christian Laursen frikendt for anklager om blandt andet at have filmet nøgne mindreårige piger, og for at have tvunget børn til at spise andre børns opkast. Politiet fandt dengang ikke beviserne mod ham stærke nok til at forsøge at få ham dømt.

I den aktuelle politianmeldelse, der blev indgivet den 2. maj, anklages pastoren for at have sexmisbrugt otte navngivne personer, der var ned til 13 år gamle, da det angivelige misbrug fandt sted.

Ifølge Metroxpress frygtes misbruget endda at omhandle mange flere.

Avisen skriver, at kirkens nuværende leder er i chok.

- Det er utrolig svært at fatte. Vi spurgte rundt på mødet, og det viste sig at der er foregået rigtig mange ting, som ikke skulle foregå, siger lederen, der dog ikke overfor avisen vil fortælle hvor mange børn og unge, der stod frem eller om hvilke typer overgreb, de angiveligt skulle have været udsat for.

Det er ikke lykkedes Metroxpress at få en kommentar fra Christian Laursen.