Odden bebygges med madpakkehus

Odden skal omdannes fra hundeskov til et område med naturoplevelse og forskellige aktiviteter. Byrådet har afsat yderligere 500.000 kroner til projektet.

Siden 2012 har Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen arbejdet på projektet “Naturoplevelser og aktiviteter på Odden i Silkeborg By”.

I projektet er der eksempelvis tanker om at opføre bålhytte, naturlegepladser, toiletter med naturbruser og anløbsbro til kano og kajak. Der skal etableres lysninger med borde og bænke, motionsredskaber og så skal der laves bedre stier til handicappede og barnevogne.

Byrådet afsatte sidste år en halv million kroner til projektet, og har nu afsat yderligere en halv million kroner. Sammen med penge fra Naturstyrelsen og Friluftsrådet er der næsten 1,7 millioner kroner til projektet.

Første etape af projektet skal nu til at begynde. Den består af en opholdsbase med madpakkehus, bålplads og toiletbygning.

Odden består i dag af hundeskov og et sundhedsspor. De to ting bibeholdes, men hundeskoven skal formentlig begrænses, så hunde skal luftes i snor på den østlige del af Odden.